trebbio-mugello

Mugello området ligger nord for Firenze, og er et utrolig smukt og uspoleret område.

Mugello er tæt forbundet med Medici’erne, fordi familien stammer herfra og derfor viede området stor opmærksomhed, hvilket bl.a slottene Cafaggiolo og Il Trebbio er smukke vidnesbyrd om. De ligge få kilometer fra hinanden og blev brugt som landlige tilflugtssteder for Medici familien. Cafaggiolo er i øjeblikket under en omgribende istandsættelse, men man kan besøge il Trebbbio efter aftale. Også San Piero a Sieves fæstningsværk, som blev påbegyndt i 1569 af den kendte toscanske arkitekt Bernardo Buontalenti er idag under restaurering, men en gåtur omkring murene er helt klart et besøg værd. Lidt nord for San Piero a Sieve ligger Scarperia, som blev grundlagt i 1200-tallet som forsvarsborg for bystaten Firenze. Idag er Scarperia berømt for sin produktion af håndlavede knive, og der findes et knivmuseum i Palazzo dei Vicari, som ligger på byens hovedgade. Bygningens facade er dekoreret med alle de fremtrædende familiers våbenskjolde hugget i sten eller fremstillet i terracotta.

I den nærliggende Bosco ai Frati findes et franciskaner kloster, som til fulde lever op til de franciskanske idealer om fred og ensomhed. Kun få turister finder frem til dette sted i en lysning i skoven. Bygningerne er blevet restaureret af Michelozzi omkring 1440 på foranledning af Medici familien. I klostret findes der et trækors, skabt af den kendte renæssancekunstner Donatello.

Den kunstige sø Bilancino blev indviet for små 10 år siden, og fungerer som vandreservoir for Firenze. Søen er på ca. 5 km2, og det er muligt at windsurfe og sejle i kano på søen. Der er også en Beach Club ved søen; Bahia Café, hvor det er muligt at spise, leje solsenge, parasoller og kanoer og vandcykler eller få en drink om aftenen.

Spiller man golf findes der en af Toscanas bedste golfbaner tæt på Scarperia; Poggio dei Medici.

Gode Restauranter:

RivaSud – kombineret restaurant, pizzeria og enoteca. Mange udendørsborde og stor have, hvor børnene kan lege.

Anna Trend ligger i Scarperia. Restauranten ser ikke ud af meget, men de laver nogle af de bedste Tortelli Mugellani (pasta med kartoffelfyld) i Toscana. Også deres andre retter er veltilberedte og serveringen venlig og smilende. De har også pizza.

Osteria di San Piero er en lille hyggelig restaurant i San Piero a Sieve. De har få veltilberedte retter og et meget stort vinkort. Ejerne Roberto og Elisabetta taler begge flydende engelsk. Om sommeren kan man spise udendørs, om vinteren spiser man i den hyggelige vinkælder. Restauranten er med i slow-food bevægelsen. Lukket mandag og tirsdag.

Teatro dei Medici ligger på vejen mellem San Piero a Sieve og Borgo San Lorenzo, et sted der hedder La Torre. Det er en lækker restaurant med et stort menukort, men til en rimelig pris.

Il Bocconcino. Via Casenuove, 34, 50037 San Piero A Sieve Firenze. Det er den restaurant der ligger tættest på mit B&B lige i udkanten af Campomigliaio ca 2 km fra Poderuzzo. Man spiser god, traditionel toscansk mad til en rimelig pris.

Markeder:

Der er et stort marked i Borgo San Lorenzo hver tirsdag formiddag, hvor der sælges madvarer, tøj, sko og andre ting & sager.

Der er lille marked i San Piero a Sieve lørdag eftermiddag, hvor der sælges frugt og grøntsager, samt tøj og sko.

Der er antikmarked i Scarperia den 1.søndag i måneden.

Der er marked i San Piero a Sieve den 2. søndag i måneden. Antik, brugt og lokale produkter. Jeg plejer også at have en bod der, når jeg har tid 🙂

 

Tjek evt. dette link, hvor alle markeder i Mugello er beskrevet.

Supermarkeder:

San Piero a Sieve:

DeSpar på Via Provinciale lige ved siden af floden Sieve. Stor parkeringsplads.

Borgo San Lorenzo:

CONAD: Viale Giovanni XXII 47, 50032 Borgo San Lorenzo.

COOP: Piazza Martin Luther King 5-6, 50032 Borgo San Lorenzo

Share